Er veludstyrede offentlige ledere impotente?

29. April, 2015 - 14:47

Under denne, for nogen måske, lidt provokerende overskrift gemmer sig et debatindlæg i Politikken fra tirsdag d. 14. april skrevet af uddannelsesdekan, Jan Molin, og prodekan for CBS’ efteruddannelsesområde, Christian Tangkjær. En af pointerne fra indlægget er, at der er en vis fascination af og tiltro til ledelsesværktøjer, der kan skabe stærk ledelse i moderne offentlige organisationer. Men selv kompetente ledere risikerer at forsvinde i teknokratiske øvelser og generelle styringstiltag. Som indspark til debatten har Solvejg Schultz Jakobsen, medlem af MPG- og MPA-uddannelsernes Advisory Board og leder af Ledelses- og Forvaltninspolitikken i KL, kommenteret debatindlægget. Du kan læse hele Solvejgs kommentar herunder og debatindlægget her.  

Solvejg Schultz Jakobsen skriver:Glimrende indspark i debatten. Værktøjer er ingenting i sig selv. Selv om jeg fik alle de bedste maskiner og værktøjer, ville de fx ikke sætte mig i stand til at bygge et hus.  Der skal noget mere til.

Ledelsesværktøjer og måleinstrumenter kan være rigtig nyttige, men i bund og grund er ledelse noget, som sker i et samspil mellem mennesker. De gode ledelsesværktøjer understøtter dette samspil. Og så efterlader de et rum til, at de mennesker, som skal bruge værktøjet, kan bruge deres sunde fornuft, dømmekraft og klogskab.

Det siger sig selv, at ’one size fits all’ passer endog meget dårligt til en kommunal sektor, som jeg kender bedst, og som er rig på ’wicked problems . Altså opgaver, som ikke rigtigt kan løses ved standardløsninger. Standardiserede præstations- og kvalitetsmål for pædagoger, folkeskolelærere eller sosu’er tror jeg ikke meget på. Jeg kan være bange for, at det virker kontraproduktivt.  Men jeg tror på mål og retning, og vi skal også dokumentere, hvad vi gør.

Jeg deler også forfatternes synspunkt om, at der ligger en fare i at tillægge ledelsesværktøjer for stor vægt – man kommer til at fokusere for meget på dem, så de reelt kommer til at stå i vejen for det ledelse reelt handler om – kommunikation og styring gennem hverdagens samtaler. Der ligger stor kraft i hverdagens samtaler.  Og der ligger et stort potentiale i at få indsigt i, hvad det er for ”mekanikker” der er i relationer og grupper på en arbejdsplads, og få fokus og udvikling her.

Vi må ikke kun bruge krudt på ledelsesværktøjer, vi skal også diskutere, hvordan man bruger dem klogt og hvordan man undgår utilsigtede bivirkninger.

© Master of Public Governance, 2026