Krisen og 'koncernmodellen' i kommunerne
Public Governance Research
Kommunerne er i de senere år blevet stillet over for krav om stram økonomisk styring. I denne
artikel stilles der skarpt på de organisatoriske forandringer, der har gjort kommunerne i stand til
at honorere dette krav. Vi undersøger, hvilken rolle krisen har spillet som forandringsfaktor, og
hvorvidt forandringerne bringer kommunerne i retning af en ’koncernmodel’ for administrativ
organisering. Analysen tager udgangspunkt i casestudier i seks danske kommuner, der på
forskellig vis er blevet ramt af krisen og statens strammere styring. Den viser, at krisen og
stramningerne har været medvirkende faktorer i udviklingen af mere tværgående topledelse i alle
case-kommunerne og en mere hierarkisk organisering i de kommuner, der blev etableret efter en
meget flad model. Kommunernes nye organisationsdesign ledsages af et ideal om tværgående og
strategisk ledelse, der stiller nye krav til offentlige ledere på alle niveauer.
Søren Kjær Foged, Eva Moll Sørensen
Søren Kjær Foged er Ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han skriver om danske kommuners økonomi og styring under økonomisk pres samt offentlig-privat samspil. Hans forskningsinteresser er derudover dansk og international forvaltning, offentlig styring og økonomi samt komparativ forskning i offentlig administration og lokalregeringer. Eva Moll Sørensen er post.doc. på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i offentlig politik og styring, herunder særligt resultatstyring, budgetreformer og besparelser. Hendes fokus er primært på kommunerne og på statsligt-kommunale relationer. Hun underviser og vejleder desuden på Master of Public Governance.