Studieledelsesklumme - Er der en tavshedskultur i det offentlige?
Sociologen Rasmus Willig har i maj måned udgivet bogen ”Afvæbnet kritik”. I bogen og i en række opfølgende interviews udtaler han, at konkurrencestatens dominans har skabt en tavshedskultur i det offentlige. Tavshedskulturen betyder at offentligt ansatte medarbejdere og ledere i stigende grad ikke tør ytre kritik af forholdene på deres arbejdsplads.
Det er en meget alvorlig kritik af den offentlige sektor, Rasmus Willig fremsætter. Den løbende debat om den offentlige sektors indretning og effektivitet bæres i høj grad af medarbejdere i den selvsamme sektor. Hvis det er rigtigt, at der har udviklet sig en tavshedskultur er det ikke bare et tilbageskridt for arbejdsforholdene for de offentligt ansatte, men også for vores evne til at vurdere effekterne af reformerne i den offentlige sektor og i sidste ende for demokratiet.
Men er det rigtigt?
Belægget for at der skulle findes en decideret tavshedskultur henter Rasmus Willig fra udsagn systematisk indsamlet gennem 7 år fra deltagerne i hans egne foredrag om emnet. Disse udsagn viser i overvældende grad at der findes en tavshedskultur. Men flere har påpeget at denne form for empiri-indsamling er stærkt problematisk. For det første er deltagerne ikke udvalgt repræsentativt. Og det er jo ikke tilfældigt hvem der deltager i et foredrag om kritikkens vilkår i det offentlige. For det andet er deltagerne forud for afgivelsen af deres udsagn blevet påvirket af foredragets indhold. Man vil derfor formode at deres udsagn er blevet påvirket i en negativ retning af foredraget.
Derudover kan man indvende at kritik af chefen og arbejdspladsen er en yndlingssport for os alle. Ledere og organisationer er projektionsmål for de fleste medarbejderes ubearbejdede angst. Så når man lige frem bliver bedt om at formulere problematiske forhold på arbejdspladsen, vil det være vanskeligt for de fleste at modstå denne fristelse. I denne fortolkning vil udsagnene fra deltagerne i Rasmus Willigs foredrag altså være en almindelig del af livet i organisationer og ikke nødvendigvis udtryk for en forværring i retning af en tavshedskultur.
Lad os undersøge om der kan være noget om det
Disse problemer udhuler i nogen grad validiteten af Rasmus Willigs ide om en tavshedskultur. Men det betyder jo ikke, at der ikke kan være noget om det. De konstante sparekrav i den offentlige sektor, de løbende fyringsrunder og på det seneste processen i forbindelse med udflytningen af de statslige arbejdspladser kan meget vel have skabt et miljø, hvor man er tilbageholdene med kritik. Et indirekte tegn på dette kunne f.eks. være stress’ udbredelse blandt offentlige medarbejdere.
Så lad os undersøge det nærmere. På MPG har vi jo en unik mulighed for at skabe os et overblik over om der er en tavshedskultur i det offentlige. Deltagerne på MPG udgør et nogenlunde repræsentativt udsnit af det offentlige, hvis vi ser på fordeling mellem stat, region og kommune. Derudover har MPG deltagere fra næsten alle sektorområder i det offentlige: sundhed, politi, socialområdet, uddannelse, børn og unge, teknik og miljø.
Så jeg beder dig, kære læser, at overveje følgende spørgsmål: ”Er der en tavshedskultur i det offentlige?” Skriv meget gerne dit svar i vores debat på linkedIn – hvis du tør…
Jacob Alsted, Vice-studieleder på MPG og Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
