Ledelseskommunikation på tværs af styringsparadigmer

Der har gennem de seneste år været stort fokus på kommunikation i den offentlige sektor.
Kommunikation er blevet en organisatorisk og institutionel betingelse for offentlig ledelse, der
fylder som opgave i den offentlige leders daglige arbejde. Denne artikel anskuer sproget
som aktivt medskabende af den kontekst, hvori det indgår. Den undersøger relationerne mellem
offentlig ledelseskommunikation og styringsparadigmer såsom New Weberian State, New Public
Management og New Public Governance, fordi disse kan anskues som de sociale kontekster,
kommunikationen skal virke i. Artiklen er baseret på kvalitative forskningsinterviews med
offentlige ledere fra forskellige sektorer; undervisning, ældrepleje, politi, psykiatri, planlægning
m.m. Analysen anskueliggør hvordan ledernes kommunikation formes af og er med til at forme
forskellige typer styring: bureaukrati, New Public Management og New Public Governance. I alle
disse kontekster beskrev lederne forskellige udfordringer med at mobilisere interesse, hvorfor
vi konkluderer, at offentlige lederes kommunikation fra denne artikels perspektiv er et konstant
mobiliseringsarbejde, og ikke blot et værktøj til at løse konkrete problemer. Et blik på kommunikation og styringsparadigmer fortæller os således, at offentlige ledere har brug for at
kunne arbejde analytisk og strategisk med at skabe opmærksomhed om og engagement i en
mængde sammenhænge via 1) en formel juridisk og økonomisk retorik, 2) en visionær og
historiefortællende praksis og 3) eksperimenterende og lokale dialoger.
Der har gennem de seneste år været stort fokus på kommunikation i den offentlige sektor. Øget
og kreativ kommunikation er blevet tilføjet som en nødvendig faglighed for offentlige ledere.
Kravene om kommunikation er kommet med ændringer såsom en øget markedsliggørelse
af sektoren, hvor de enkelte organisationer skal forhandle sig til midler, og et øget fokus på at
borgeren skal være ’i centrum’. Kommunikation bliver således en organisatorisk og institutionel
betingelse for offentlig ledelse, der fylder som opgave i den offentlige leders daglige arbejde og i
forståelsen af hendes professionelle identitet. Der kan på den måde argumenteres for, at der sker en kommunikationsliggørelse af den offentlige sektor (Pors, 2014). Kommunikation står i det
godes tjeneste som et værktøj, der kan løse diverse problematikker – men samtidig er det uklart,
præcis hvad kommunikation egentlig er og kan. Kommunikation fungerer ofte som et diffust krav,
som offentlig ledere skal arbejde med til daglig i relation til mange forskellige aktører såsom medarbejdere, borgere, politikere og industrien. Imidlertid mangler der konkret viden om, hvordan det diffuse krav om øget kommunikation håndteres af offentlige ledere, altså hvad de kommunikerer om, til hvem de faktisk kommunikerer, hvordan kommunikationen tager sig ud og ledernes begrundelser for, hvorfor de kommunikerer som de gør – særligt i relation til de styringsparadigmer, der eksisterer i den offentlige sektor. Artiklen her har derfor til formål at reflektere over, hvordan offentlige ledere bruger kommunikation i deres arbejde og hvordan ledelseskommunikation er influeret af (og influerer) styringsparadigmer som New Weberian State (Pollitt & Boukhart, 2011), New Public Management (Osborne, 2010) og New Public Governance (Rhodes, 1996). Teoretisk baserer artiklen sig på en forestilling om, at kommunikation er performativt. Det vil sige, at kommunikation ses som et empirisk, studérbart fænomen, som har synlige effekter i de situationer, der kommunikeres i (Austin, 1962). For eksempel betyder det i en performativ optik noget, om borgere betegnes ’klienter’ eller ’brugere’ for den relation, der skabes mellem embedsfolk og borgere. Men i den performative forståelse ligger også, at individet ikke har den fulde kontrol over det, der kommunikeres, og at kommunikation er et delvist ustyrligt og kollektivt fænomen, som altid formes af den lokale og sociale kontekst (Fairclough, 1992). Netop denne sidste pointe er vigtig for artiklens sammenkobling af et kommunikationsfokus med et fokus på styringsparadigmer i den offentlige sektor. Vi vil undersøge relationerne mellem offentlig ledelseskommunikation og styringsparadigmer såsom New Weberian State, New Public Management og New Public Governance, fordi disse kan anskues som de sociale kontekster, kommunikationen skal virke i.

Artiklen viser på denne baggrund, hvordan offentlige ledere både taler bestemte former for
styring frem og er påvirkede af den styringsmæssige kontekst, de befinder sig i. Vi viser, hvordan
der bliver knyttet betydelig usikkerhed og udfordringer til at skulle kommunikere som leder i den
offentlige sektor, fordi kommunikationen bliver ytret i en kontekst præget af forskellige og til
tider modstridende styringsparadigmer.