Kompensation for meningstab

Forventninger til kommunikation i offentlig ledelse

Kommunikation ses i dag som løsning på en række problemer i den offentlige sektor. I denne
artikel anskues problemer og kommunikationsløsninger ikke som objektive størrelser, men som
konstruktioner, som skaber en række forventninger. Artiklen belyser hvordan kommunikation
ses som det, der kan gennemtvinge forandringer, inspirere til meningsdannelse, skabe grundlag
for refleksion, opretholde dialog og image, samt skabe fælles retning og motivation hos ansatte.
Disse forventninger til kommunikation opstiller særlige krav til den offentlige leder – som ikke
blot kan være en administrator, men kontinuerligt skal være engageret i at skabe mening. Dette
legitimerer, at der i den offentlige sektor afsættes betydelige ressourcer til kommunikation
og refleksion.

Ursula Plesner

Ursula Plesner er lektor på Institut for Organisation, Copenhagen Business School. Forskningsmæssigt er hun interesseret i, hvordan kommunikation skaber bestemte typer organisationer, og hvordan kommunikationsteknologier indvirker på organiseringsprocesser. Hun underviser bl.a. i kommunikation og ledelse.

© Master of Public Governance, 2026