Afklaring af ledelsesrum mellem politikere og embedsmænd
Hvordan og hvor meget?
”Du afklarer dit ledelsesrum med den politiske leder.” Sådan lød den første anbefaling i kodekset
for god offentlig topledelse i Danmark, da det blev udformet i 2005. Kodekset blev præsenteret
som et forsøg på at gøre det klart, hvad der kendetegner ”forudsætning[erne] for at løfte de
udfordringer, som den offentlige sektor står overfor i dag og i fremtiden” (Forum for Offentlig
Topledelse 2005, 6). Der er nu gået 10 år, og i denne artikel afdækkes om afklaring af ledelsesrum
faktisk er blevet et væsentligt element i samspillet mellem politikere og topembedsmænd.
Artiklen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget i foråret 2015. Centrale spørgsmål
er, hvordan opgaver fordeles mellem topembedsmænd og politikere, hvor enige disse aktører er
om ledelsesrummet,hvor ofte de diskuterer ledelsesrummet og endelig hvilken betydning
organisationens omgivelser har for ledelsesrummet. Artiklen konkluderer, at ledelsesrummet langt
fra altid afklares, men samtidig oplever størsteparten af de adspurgte ledere, at der er enighed
mellem offentlige ledere og politikerne om ledelsesrummet. Samtidig ser vi, at omgivelsernes
stabilitet spiller en væsentlig rolle i kommunerne. Her ser vi, at ustabile omgivelser medfører en
større enighed mellem offentlige ledere og politikere om rollefordelingen.
Marie-Louise Frølich Brødsgaard, Caroline Howard Grøn, Mette Dalgaard Nielsen, Heidi Houlberg Salomonsen
Marie-Louise Frølich Brødsgaard er cand.scient.pol og ekstern lektor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Forskningsmæssigt er hun interesseret i offentligt organisation, styring og ledelse. Ved siden af jobbet som fuldmægtig i Miljø- og Fødevareministeriet underviser hun i organisationsteori. Caroline Howard Grøn er ph.d. og adjunkt i forvaltning på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Forskningsmæssigt er hun interesseret i offentlig organisation, styring og ledelse. Hun underviser bl.a. i relationer mellem politikere og embedsmænd, offentlig organisation og ledelse samt offentlig styring. Mette Dalgaard Nielsen er cand.scient.pol fra Københavns Universitet med specialisering i organisationsteori og offentlig ledelse. Mette har stor interesse for styringsværktøjer og ledelse i den offentlige sektor. Heidi Houlberg Salmonsen er lektor og ph.d. i offentlig organisation og forvaltning på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet. Hendes primære forskningsinteresser omhandler relationen mellem ministre, embedsmænd og særlige rådgivere i et komparativt perspektiv, offentlig ledelse samt forskellige former for strategisk kommunikation (politisk kommunikation, reputation management etc.) på forskellige niveauer i den offentlige sektor. Derudover har hun været forfatter til bidrag omkring casestudier som forskningsdesign.